Jordbrugsuddannelserne bliver til

JA'ernes historie Del 2: Ved indvielsen af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i 1858 var der de tre uddannelsesretninger til dyrlæge, landinspektør og landbrugskandidat, og først fem år senere kom have- og skovbrug til.

Landbrugskandidater 1876

Landbrugskandidater årgang1876.

Indblik

Landbohøjskolens landbrugsuddannelse var i de første mange år en enhedsuddannelse, eftersom dansk landbrug bestod af blandede brug, hvor planteavl og husdyrbrug var tæt forbundne.

Ud over animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter leverede husdyrene gødning og trækkraft til agerbruget, hvor lokal produktion af foder til husdyrene til gengæld spillede en betydelig rolle.

Denne økologiske nødvendighed i en tid med endnu kun begrænset import af foderstoffer og uden maskiner drevet af fossile brændstoffer afspejlede sig i uddannelsens vifte af kurser. De rakte nemlig fra de grundvidenskabelige fag, der var fælles for flere uddannelser (kemi, botanik osv.), til centrale fag såsom agerdyrkningsredskaber og landbrugsbogholderi.

Uddannelsen var baseret på indhentning af den nyeste landbrugsfaglige viden, dels gennem kontakt med danske og udenlandske forskere via tidsskrifter og undervisernes personlige netværk, dels gennem egen forsøgsvirksomhed.

Meget ofte var højskolens lærere endvidere direkte involveret i den praktisk-videnskabelige virksomhed, der fandt sted inden for det private og statslige forsøgsvæsen.

De fleste af landbrugsuddannelsens studerende - eller elever, som de rettelig hed - kom fra landet. Men praktisk erfaring fra landbruget var også helt indtil 1970erne (sammen med et tiltagende islæt af teoretisk baggrund fra et landbrugsskoleophold) en forudsætning for optagelse.

Og så var de mænd! Den første kvindelige landbrugskandidat var Sofie Lauritsen i 1891. Men helt indtil 1980erne var et overvældende flertal af de nyuddannede mænd.

Efter endt uddannelse indgik i begyndelsen størstedelen af kandidaterne i praktisk landbrug som godsejere/landmænd eller forvaltere, mens et stort mindretal fik ansættelse som landbrugsskolelærere.

Men efter konsulentvirksomhedens udbredelse kom en stadig større andel til at virke som netop landbrugskonsulent. I begyndelsen lokalt bundet af hestevognens aktionsradius.

Er du gået glip af 1. del af JA'ernes historie? Læs den her

Men gennem det 20. århundrede med bilen og besøg på hver eneste af områdets gårde som en uundværlig del af arbejdet.

Ved indførelsen af landbrugskandidatuddannelsen var arven fra den gamle veterinærskole på Christianshavn stærk, og fag som husdyrfodring, avl, beslaglære, anatomi, fysiologi, sundhedspleje og fordøjelse indgik selvfølgeligt i uddannelsen.

Fra 1921 blev det imidlertid muligt i stedet at tage en egentlig mejeriingeniøruddannelse. Men først da den gamle landbrugskandidattitel i 1961 var afløst af det mere akademisk klingende agronom, blev der i 1964 mulighed for på landbrugsstudiet at vælge mellem fire uddannelsesspecialiseringer - nemlig husdyrbrug, planteavl, teknik og økonomi.

I sidste halvdel af det 20. århundrede var billedet nogenlunde det samme, men antallet af kandidater var vokset betydeligt. Ud af i alt knapt 3.000 aktive agronomer var ca. en fjerdedel beskæftiget som landbrugskonsulenter, en femtedel arbejdede med forskning og undervisning, og en anden femtedel var ansat ved forskellige former for erhvervsvirksomheder (primært inden for det agroindustrielle kompleks), mens en tiendedel arbejdede med administration og planlægning.

Hortonomuddannelsen kommer til

Uddannelsen af havebrugskandidater kom - sammen med skovbrugsuddannelsen - til Landbohøjskolen i 1863. Der havde på den tid godt nok i 12 år eksisteret en officiel gartnereksamen, men der fandtes ingen formaliseret uddannelse, der ledte frem til den.

Så der var virkelig tale om en helt ny uddannelse, som indeholdt kurser i jordbundslære, gødning, vanding samt i de enkelte nytteplanters biologi og anvendelse.

Den rettede sig i begyndelsen primært mod landbosamfundets havebrug, og først da der i sidste del af 1800-tallet opstod egentlige handelsgartnerier i større tal, kom der øget vægt på fx frilandsprydplanter.

Havebrugsuddannelsen var som de øvrige Landbohøjskole-uddannelser rent teoretisk, så den forudsatte praktiske erfaringer med havebrug inden optagelse.

Og da der ingen nævneværdig havebrugsforskning fandtes i forvejen, måtte en sådan udvikles i tilknytning til uddannelsen.

I den forbindelse virkede Landbohøjskolens Have som et værdifuldt forsøgsområde. Indtil midten af det 20. århundrede var havebrugsuddannelsen en af Landbohøjskolens mindste med kun omtrent en håndfuld studerende pr. årgang.

Herefter voksede optaget af studerende støt, indtil det i 1980’erne nåede sit højdepunkt med knap 70.

Til gengæld var havebrugsuddannelsen længe den af Landbohøjskolens uddannelser, der havde flest kvindelige studerende. Den første kvindelige kandidat dimitteredes godt nok ikke før i 1895, men et halvt århundrede senere var 14 pct. af de indtil da i alt 537 færdiguddannede havebrugskandidater kvinder, og midt i 1960erne blev der omtrent kønsmæssig balance.

Efter 2. Verdenskrig steg andelen af de havebrugskandidater, der fandt beskæftigelse inden for anlægsgartneri og havearkitektur, støt.

Forstærket industrialisering og generel velstandsstigning førte til forstæders og stationsbyers vækst, og både grønne, rekreative områder og private parcelhushaver tog til i såvel antal som areal.

Plantemateriale og bistand til formgivning blev altså mere efterspurgt end tidligere. Som et resultat opsplittede Landbohøjskolens uddannelse i havebrug, som siden 1967 kaldtes hortonomuddannelsen, i to spor: Ha i ’anlægsgartner’« med stærk kvindelig overvægt og Hg i ’gartneri’ med dominans af mandlige studerende.

I 1991 blev Ha omdøbt til Landskabsarkitektur, som sidenhen har fået flere specialiseringer, og hvori æstetiske fag kombineres med planlægningsfag.

Det, der i en årrække betragtedes som den »egentlige« hortonomuddannelse, nemlig Hg, blev til gengæld nedlagt i 2005, da den i en årrække uden større held havde været udbudt i samarbejde med Sveriges Lantbruksuniversitet i Alnarp.

Skovbrugsuddannelsen opstår

En teoretisk baseret uddannelse i skovbrug blev først etableret i forbindelse med de to militære jægerkorps i Helsingør og Kiel i 1784.

Efter få år overførtes den til universitetet i Kiel, men fra 1832 blev det desuden muligt at opnå afgangseksamen ved en dertil indrettet Forsteksaminations-kommission.

Den undervisning, der førte frem til eksamen, blev dels afholdt på universitetet og Polyteknisk Læreanstalt, dels koordineret af en forstdocent, der tillige fungerede som eksaminator.

 I 1863 henlagdes undervisningen (sammen med havebrugsuddannelsen) til den da fem år gamle Landbohøjskole, selv om docenten anså en institutionel sammenlægning med landbrugskandidatuddannelsen for ’hovedløs’.

Skovbrugskandidaterne kom jo nemlig fortrinsvis fra landets herregårde, mens de fleste landbrugskandidaterne var bønder.

I sammenligning med Landbohøjskolens store uddannelser til landbrugskandidat og dyrlæge var skovbrugsuddannelsen lille, omend adgangskravene modsvarede dyrlægernes.

I årene frem mod år 1900 blev der årligt kun uddannet omtrent en håndfuld forstkandidater. Først omkring 1980 steg antallet mærkbart, idet viften af ansættelsesområder var blevet betragteligt bredere end den klassiske skovriderstilling, som uddannelsen traditionelt havde sigtet imod.

Ved det største optag nogensinde i 1998, begyndte ikke færre end 61 nye skovbrugsstuderende.

Skovbrugsuddannelsen var i sit anlæg særdeles bredt favnende, ikke mindst fordi arbejdet som skovrider var det. Ud over grundfagene lagde den i sagens natur stor vægt på skovdyrkning, men også samfundsforhold af betydning for skovlandskabet og afsætningen af salgbar vedmasse indgik med vægt.

Og i takt med at befolkningens adgang til landets voksende skovareal blev friere, indgik desuden elementer som friluftsliv og konfliktløsning.

Skovbrugsuddannelsen repræsenterede som andre små uddannelser et forholdsvis lukket miljø med tæt kontakt mellem studerende og undervisere og en særdeles effektiv socialisering til den valgte profession.

Medvirkende til denne faglige korpsånd var endvidere praktikophold og mange ekskursioner, som bidrog til at forbinde teori og praktisk erfaring.

 Ligesom andre fag med en stærk professionel identitet bar skovbrugsuddannelsen præg af en vis dynastidannelse. Sønner af forstkandidater fulgte ofte i faderens fodspor. Omkring 1950 var hver 7. skovbrugskandidat således søn af en skovrider.

Og der var udpræget tale om netop ’fædre og sønner’. Den første kvindelige skovbrugskandidat tog afgangseksamen i 1938, og endnu i 2003 udgjorde kvinder kun 12 pct. af kandidatårgangen.

De faglige foreninger Organisationen JA er resultat af et samarbejde etableret i 1976 af de fire faglige foreninger Dansk Agronomforening, Danske Forstkandidaters Forening, Dansk Hortonomforening og Foreningen af Licentiater.

 Den fælles organisations navn var i de første mange år Danmark Jordbrugsvidenskabelige Kandidatforbund (DJVK). De fire foreninger udsprang af hver sin faglige uddannelse ved Landbohøjskolen, og de blev alle stiftet med det formål at fremme etableringen af en klar faglig identitet - indadtil såvel som udadtil.

Først senere (undertiden langt senere) tydeliggjorde antallet af færdige kandidater på arbejdsmarkedet behovet for en fælles fagpolitisk kamp for rimelige og ensartede løn- og arbejdsvilkår.

Som den første af de fire foreninger grundlagdes Foreningen af danske Landbrugskandidater i 1896. Den skulle ”fremme kollegialt forhold mellem danske landbrugskandidater, […] hævde den videnskabelige uddannelses betydning for landbrugets økonomi samt i det hele at varetage landbrugskandidaternes interesser”.

Først i 1935 blev den en forhandlingsberettiget organisation, og en egentlig fagforeningsbevidsthed synes først for alvor at have vundet indpas i 1960erne.

I 1897 fulgte Forstlig Diskussionsforening, som i 1918 blev til fagforeningen Danske Forstkandidaters Forening. I 1915 stiftedes Foreningen af danske Havebrugskandidater (i 1967 Dansk Hortonomforening) og i 1919 Dansk Anlægsgartnerog Havearkitekt-Forening (i 1932 Dansk Havearkitektforening; i 1993 Foreningen af Danske Landskabsarkitekter).

Foruden foreningsdannelser, der tog udgangspunkt i faglig uddannelse, opstod der med tiden også en række mere specialiserede sammenslutninger på grundlag af arbejdsfunktioner.

Fx dannede forstkandidater og skovridere ansat ved Statsskovbruget i 1907 en fælles faglig forening til at fremme medlemmerne arbejdsvilkår (Foreningen af Statsskovridere m.fl.).

Tilsvarende stiftedes i 1920 Foreningen af danske Landbrugskonsulenter, der efter tyve års virke i 1940 havde ¾ af alle danske landbrugskonsulenter som medlemmer, og som helt fra begyndelsen også tog fagpolitiske spørgsmål op.

Læs videre i 3. del af JA'ernes historie her

 

Øvrige artikler i serien:

1. del: En æra begynder

4. del: Maskiner får 1800-tallets kandbrug til at vokse

5. del: Stordrift og automatisering præger 1900-tallets jordbrug

6. del: Teknologi vender op og ned på jordbrugsakademikernes fag