En æra begynder: Jordbrugsvidenskaben tager fart

JA'ernes historie Del 1: Hvad er baggrunden for dagens uddannelser inden for jordbrug, naturforvaltning, miljø, energi, ressourceøkonomi, fysisk planlægning, bioteknologi og fødevarer? JA Aktuelt indleder med artiklen her en serie i 6 afsnit, hvor vi ser tilbage mod begyndelsen for at finde JA'ernes fælles fagligeg udgangspunkt.

Landbohøjskolen gammel

Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles hovedbygning er skabt af M.G. Bindesbøll. Billedet stammer formentlig fra 1860erne, hvor havens træer og buske endnu er små.

Indblik

JA organiserer i dag studerende og kandidater med uddannelser inden for natur, miljø og fødevarer. Altså fra en bred vifte af fag. Og af JAs godt 3.000 ansatte medlemmer arbejder omtrent halvdelen i stat, regioner eller kommuner, mens den anden halvdel har job i private virksomheder.

Indtil for få år siden havde de fagpolitiske foreninger, der gik forud for JA, en noget smallere fagvifte. For da havde kun 3-5 uddannelser dækket det samme felt stort set siden deres grundlæggelse i 1800-tallet.

Det drejede sig om kandidatuddannelserne i Landbrug (agronom), Havebrug (hortonom/landskabsarkitekt) og Skovbrug (forstkandidat). Og de hørte alle hjemme på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole - i daglig tale blot Landbohøjskolen eller KVL - på Frederiksberg.

Landbohøjskolen blev i 2007 til en del af Københavns Universitet. I årene op imod fusionen var de tre traditionelle jordbrugsuddannelser på bachelorniveau omlagt og erstattet af nye uddannelser i Naturressourcer, Landskabsarkitektur, Husdyrvidenskab og Biologi-Bioteknologi.

Og siden begyndelsen af 1990'erne var der kommet en række supplerende kandidatuddannelser til: Jordbrugsøkonomi, Landskabsforvaltning, Agricultural Development, Environmental Economics og Sustainable Tropical Forestry.

Endelig oprettede Aarhus Universitet efter fusion med Danmarks Jordbrugsforskning en uddannelse i Agrobiologi. Dét, som binder de mange uddannelser og fagligheder sammen, er den samfundsmæssige udnyttelse af det danske landskab og dets naturressourcer.

Denne udnyttelse har en historie så lang som landet selv. For det landskabelige rum og dets materielle og immaterielle muligheder har altid dannet menneskers livsgrundlag.

Men i den moderne verden, som blot er et par århundreder gammel, hvor der blev stadigt flere munde at mætte, og levestandarden steg om kap med nedslidningen af naturgrundlaget, blev det samfundsmæssige kredsløb af stof og energi i stigende grad globalt og baseret på praktisk videnskab.

Og det er dette møde, som den dag i dag præger kandidaterne med uddannelser i anvendt videnskab inden for natur, miljø og fødevarer.

Mødet mellem jord og viden.

1700 og 1800-tallets praktiske videnskaber

Overalt i Europa prægedes 1700-tallet af en voldsom lyst til at undersøge verden omkring os videnskabeligt.

Oplysningstiden tog afsæt i 1500- og 1600-tallets store landvindinger inden for fysik og astronomi, men den sigtede ikke udelukkende imod erhvervelse af viden, bare fordi den var ny. Den skulle også gerne være nyttig, dvs. kunne tjene et praktisk formål.

Efterkommerne efter Middelalderens universiteter var fortsat fortrinsvis præsteskoler, og interessen for praktisk såkaldt realvidenskab trængte kun langsomt ind bag den akademiske verdens tykke mure.

Ny indsigt og teknisk udvikling inden for den udnyttelse af nationale og koloniale naturressourcer, som stod i fokus for tidens fremherskende økonomiske teorier, fandt oftere sted i private netværk og videnskabelige selskaber.

Men fra 1770'erne blev yderligere en række specialiserede landbrugsakademier grundlagt, samtidig med at enkelte universiteter forsøgte sig med såkaldt landøkonomiske afdelinger. ’Landøkonomi’ betegnede jordbrugslære i bred forstand.

Landbohøjskolen gammel have
Udateret billede af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvor haven er vokset til.

Den følgende tids mest afgørende gennembrud inden for dette nye felt af anvendt forskning gjaldt jordbundens kemi og gødskningens betydning for udbyttet, og tyskeren Justus von Liebig (1803-73) blev agrikulturkemiens altoverskyggende skikkelse.

Forstfolk som Heinrich von Cotta (1763-1844) og Georg Ludwig Hartig (1764-1837) fik afgørende indflydelse på skovbrugets teori og praksis. Og grundforskere som Carl von Linné (1707- 78), Charles Darwin (1809-82) og Gregor Mendel (1822-84) lagde grunden til anvendt plante- og husdyrvidenskab.

I Danmark blev den tyske, realvidenskabelige indflydelse kolossal. Men som tiden gik, blev udvekslingen af viden stadigt mere international, og den uden konkurrence mest indflydelsesrige forskerpersonlighed ved 1800-tallets slutning var franskmanden Louis Pasteur (1822-95).

Ved sine mikrobiologiske studier fik han afgørende indflydelse på hele den animalske fødevarefremstillings produktionskæde fra sygdomsbekæmpelse til mejeri og slagterivirksomhed.

Landboreformernes nybrud

Perioden ca. 1760-1810 repræsenterede en fuldstændig nyordning af dansk landbrugsproduktion og af hele samfundet.

I forlængelse af Oplysningstidens dyrkelse af rationalitet og optimering søgte den enevældige stat godt hjulpet af lokale entreprenører i skikkelse af blandt andet mange præster at sætte den økonomiske virkekraft fri.

Og med denne frisættelse fulgte store sociale omvæltninger. Landsbyernes gamle græsningsfællesskaber med deres iboende behov for social kontrol og koordinering måtte vige pladsen for individuel drift.

Samtidig erstattedes de stavnsbundne hovbønders feudale underkastelse under (og berettigede forventning om beskyttelse fra) adelige godsejere på langt sigt af selveje og temmelig fastlåste klasseskel.

En stadigt mere selvbevidst gårdmandsklasse overtog efter bondefrigørelsen rollen som arbejdsgivere for en hastigt voksende klasse af husmænd med yderst beskedne egne jordtilliggender.

En interessemodsætning, som ad åre manifesterede sig i stiftelsen af henholdsvis landboforeninger og husmandsforeninger med forskellige politiske tilhørsforhold. Reformerne gav sig tydeligt geografisk til kende.

Hidtidige hovedgårdsmarker blev udstykket, nye skel med hegn og veje anlagt, og gårde og huse flyttet ud. Landskabet blev fyldt med mennesker.

Og bølger af teknologiske nybrud forandrede det gamle landbrugslandskabs våde, træbevoksede og stenbestrøede flader, som gennem 1800-årene forvandledes til et højeffektivt, geometrisk ordnet produktionsapparat kendetegnet ved nye afgrøder, moderne dyrkningssystemer og markredskaber samt forædlede husdyrracer.

Og i denne proces spillede jordbrugsvidenskabelige kandidater en fremtrædende rolle som formidlere af jordbrugsforskningens og forsøgsvirksomhedens nyeste resultater.

De første danske jordbrugsuddannelser

I 1769 stiftedes Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, som havde til formål at forbedre landbrugets drifts- og dyrkningsmetoder gennem oplysning og præmiering af særligt innovative landmænd.

Samtidig bidrog selskabet gennem udgivervirksomhed til at udbrede kendskabet til nye metoder og ny teknologi, og i det hele taget nåede international vidensformidling i denne periode nye højder. Når noget var forsøgt i Tyskland, kunne man få måneder senere læse om det i danske tidsskrifter.

Og fra 1820'erne forestod selskabet endvidere systematisk uddannelse af såkaldte landbrugslærlinge. Rundt omkring i Europa opstod i løbet af 1800-tallet en varieret række af uddannelsesinstitutioner for jordbrugsfagene.

En af de første herhjemme var Næsgaard Agerbrugsskole på Falster, som hørte under Det Classenske Fideikommis. Her var det fra 1799 muligt for sønner fra især større landejendomme at opnå en kombineret praktisk og teoretisk landbrugsuddannelse.

Men efter få år måtte undervisningen flyttes til fideikommisets lokaler i København, hvor mange teologistuderende derved fik lejlighed til at opnå en nyttig introduktion til landmandshvervet, inden de fik »egen« præstegård.

På landets eneste universitet i København (oprettet i 1479) holdt professor Gregers Begtrup ved samme tid offentlige forelæsninger i landøkonomi, og på den statslige Veterinærskole på Christianshavn (oprettet i 1773) blev der i stigende omfang udbudt kurser af bredere jordbrugsfaglig interesse end det rent veterinære.

Samtidig stiftedes rundt omkring i landet de første (af med tiden mange) landboforeninger og landøkonomiske selskaber, der alle havde faglig udvikling og teknologisk fornyelse som mål.

Det skete ikke mindst gennem afholdelse af dyrskuer og - siden 1845 - tilbagevendende, landsdækkende landmandsforsamlinger.

I 1829 grundlagdes Polyteknisk Læreanstalt (i dag DTU) som den første brede uddannelsesinstitution rettet mod såkaldte realfag, dvs. fag (især inden for industri og anlæg) som i modsætning til universitetets lange traditioner for grundvidenskabelighed og formålsløs refleksion rettede sig mod løsningen af konkrete problemer.

Og efter flere tilløb lykkedes det i 1858 ved udvidelse af Veterinærskolen at oprette en tilsvarende institution rettet imod jordbruget: Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Læs næste afsnit af JA'ernes historie her

 

Øvrige artikler i serien:

3. del: Viden får afgørende betydning for fag og økonomi

4. del: Maskiner får 1800-tallets kandbrug til at vokse

5. del: Stordrift og automatisering præger 1900-tallets jordbrug

6. del: Teknologi vender op og ned på jordbrugsakademikernes fag